According to Metten

Anno 2009 kunne B.S. Ingemanns sangtekst forveksles og blive til “Nu twitte til hinanden”.

Nu twitte til hinanden de favre danskere små,
de muntre men’sker kalde på hverandre.
Nu alle jordens børn deres øjne opslå,
nu sneglen med hus på ryg (også til twitter) vil vandre.

Facebook - so last year?

Twitter er over os - lige som Facebook var det før den og før det igen noget helt 3. De sociale tjenester pipler frem som ukrudt på en sommerdag og nogle får massiv medie-attention og samler godt 2 millioner danskere om én enkelt tjeneste. Men hvornår overgik Facebook-hypet til Twitter-tiltrækningskraften? Og er det overhovedet sådan det hænger sammen? Og skal man spille sine kort på den ene eller den anden - eller måske helt lade være???

Se mig!

Hvor Twitter er åben mikrofon for fuld sendestyrke, er Facebook for “de inviterede” (…som så får åben mikrofon for stort set fuld styrke…). Alle kan se hvad du laver - hvor og hvornår ved en simpel søgning. Twitter er som sms’er ud i cyberspace uden venneanmodninger. Og mon ikke vi har vænnes os til denne korte status på vores eget og andres liv? Da mobiltelefonen indtog teenageværelserne og jakkelommerne, sagde mange: “Hvad gjorde man før mobiltelefonen? Der havde man ikke brug for at delagtiggøre omgangskredsen og underrette nærmeste pårørende her og nu, hvis toget var 10 min forsinket eller hvis kæresten slog op”. Nu kan man så sige: Hvad gjorde man før Facebook og Twitter? Der havde man ikke brug for at skrive “Er mega bagstiv!!!”, “Vasker op” eller “Ferie om 3 timer og 15 min!!!!”. Har vi fået en større trang til at fortælle verden, om alt hvad vi laver? Vi har jo mulighederne nu… Vi kan bruge dem fra computeren, arbejdet og fra mobilen on the go. Lige i lommen og sk*de smart! De korte statusopdateringer udgør et blik ind i venners, naboers og gamle skolekammeraters liv og hverdag - noget som man ellers ikke ville se/vide.

Men er det så nysgerrighed, der driver os til at bruge de sociale medier? Er vi web 2.0 narkomaner? Kan vi bare ikke lade være? Det er lidt som en ting, man enten elsker og bruger, eller elsker at hade og har gjort til sit princip ikke at deltage i! Så er der noget at snakke om ved firmabordene…

Samtale!

Har du talt med dit barn i dag? Samtalekøkken-trenden, samtaler hist og her og hele tiden. Samtalen er det, som binder os sammen og til Twitter/Facebook. Vi holder samtalen gående! En samtale, hvor det ikke nødvendigvis er nødvendigt at svare her og nu - og hvor svaret i sig selv ikke skal leve om til mange konventioner. “Nej” er acceptebelt på Facebook. Tænk bare, hvis du “irl” (red: in real life - for alle, som ikke behøver web 2.0 i deres liv og lever et fint og meningsfuldt liv uden) havde lagt kræfter og følelser i og havde forklaret en masse og manden bare sagde “Nej” og ikke mere - ingen forklaringer/uddybninger osv. Det ville være grobund for en heftig samtale i det nye samtalekøkken! På Facebook/Twitter behøver vi måske ikke et svar…? Her er det ytringen i sig selv, der er vigtig for os..?!??

Om Facebook har nået sit højdepunkt, om Twitter overtager eller bliver overhalet indenom, eller om medierne spotter en helt 3. tendens hos trendsetterne, er endnu uvist, men de sociale medier er kommet for at blive - om så de hedder det ene eller det andet…! Vi vil snakke, vi vil ses og vi vil dele det med alle, der gider høre eller er tvangsindlagt til det!

Vil nu opdatere min Facebookprofil med status: Nyt indlæg på bloggen! Læs det før min nabo!

En af dagens aviser bedømmer Britney til at være en gedigen showkvinde efter gårsdagens koncert i Parken i Kbh. Som anmelderens kommenterer, var der mere fokus på showet end på sangen - hurra for play back!

Britney kalder sit show ved hvad det er: Et cirkus og hun har med garanti givet alle sine 40.000 fremmødte fans en på opleveren! Ikke mindst dem, der nød synet af hende i diverse lingeri!

Det er anden gang på en uge, at verden oplever et cirkus fra musikkens verden - et planlagt og et som tribute til afdøde Michael Jackson. Det har taget mange dage for undertegnede, at fordøje “mindehøjtidligheden” for den afdøde konge af pop. For DET var i mine øjne et cirkus!

Jeg har, som mindst 100.000 andre, et minde, der relaterer sig til en af MJ’s sange og jeg har også skrålet med på Heal the World, Bad, Thirller osv. Men jeg må sige, at det at broadcaste noget nær en begravelse som et show af den kaliber, var mere, end jeg syntes, var til at klare. Taler og ord fra hjertet - ja, det hører sig hjemme, black pride for fulde gardiner - helt ok, men meget markant, en guldkiste på scenen med hovedpersonen selv (…formodes det…) - NO GO!!!! Og at hive hans stakkels børn op på scenen foran verden og foran deres afdøde far - det var simpelthen for meget! Jeg håber meget, at de børn selv har ønsket at være der, for ellers var de da mere, end børn i den alder bør udsættes for, efter min mening. Det må have været en helt og aldeles overvældende situation at stå i.

MJ har bevæget mange, gjort mange en stor tjeneste gennem sin musik, og mange (inkl. Mr. News på TV2) blev rørt over den overvældende sansebombe, som MJ’s Memorial i Staple Center var. Men for pokker da, hvor var det amerikansk på den ufede måde. En stor showman er gået bort - men var det mon hans ønske, at hans død skulle broadcastes til en hungrende presse og lige op i hovedet på sine fans - eller vender han sig i graven ved tanken?

Jeg fordøjer stadig “showet” og håber, at MJ’s børn kan få en mindre cirkuspræget opvækst.

Velkommen til min blog.

Her vil du finde tanker om alt fra sproglige finurligheder og funderinger til generelle tanker om dagens Danmark set med en tekstforfatters optik.

Jeg værdsætter kommentarer med noget på hjerte og noget at sige, som interesserer andre. Seriøse kommentarer, der kan bygges videre på og som ikke kun er udtryk for en dårlig dag eller afløb for vrede.

Denne blog er ikke nødvendigvis udtryk for den endegyldige sandhed - blot observationer, undren, glæde og skæve vinkler. 

Velkommen - and enjoy the ride